Frederik om hverdagsbalance
I anledningen af det nye år ser vi ofte at der er en del nytårsforsæt i forbindelse med sundhed. Det primære fokus plejer at omhandle mere træning eller en sundere kostplan, men vi mener at generelt sundhed handler om en balance i hverdagen. Derfor har vi bedt vores venner & samarbejdspartnere om at give råd til både mental balance, indre balance og fysisk balance.
Om hverdags balance
I denne omgang har vi bedt vores egen COO & medstifter, Frederik, om at dele sine tanker om, hvordan man finder balance i hverdagen. Til dagligt har han ansvaret for al driften i OLIOLI, hvor han beskæftiger sig med vores team på ca. 150 medarbejdere og hvordan de bedst muligt kan levere en god oplevelse for vores gæster hver dag.
”En af de største udfordringer for min balance i hverdagen er, at der er rigtig mange ting, som jeg gerne vil gøre på en uge, og jeg har det med at bilde mig selv ind, at jeg kan nå dem allesammen.
Det skyldes, at jeg af natur er født meget optimistisk og iderig, hvilket både kan være en gave, men også kan skabe problemer for mig. Det gælder i alle mine roller: kæreste, bror, søn, barnebarn, ven og chef, at jeg har mange ideer til ting, jeg kan gøre. Det resulterer nogle gange i, at jeg har langt mere på tallerkenen, end der er plads til, og det er ikke ualmindeligt, at mit arbejde bidrager betydeligt til denne overflod. Jeg tror, at mange kan relatere til dette.
For mig handler balance i hverdagen om at have overskud til at prioritere i tingene på tallerkenen. På den måde får jeg gjort så meget som muligt og har det godt undervejs. Selvom jeg stadig ikke altid har fuldstændig styr på det, er jeg markant bedre i dag end for et år siden, en måned siden eller blot en uge siden.
Min udvikling ville aldrig være sket, hvis jeg ikke havde gjort mig umage for at lære og blive bedre. I første omgang har det handlet om at lære mig selv bedre at kende. Mange af de ting jeg gør i dag for at bevare balancen, fungerer for mig, men det er ikke sikkert, at de fungerer for andre. Jeg har bl.a. lært mig selv bedre at kende ved:
- At kaste mig selv ud på dybt vand og lære mine grænser at kende.
- At lade andre bidrage til min selvindsigt ved at være nysgerrig, og når de er kommet til mig, så virkelig lytte efter og forsøge at forstå deres feedback.
- Denne forståelse af mig selv har ført til udviklingen af forskellige vaner, der bidrager til min balance i hverdagen og forbereder mig på at opnå så meget som muligt:
Notifikationer:
Jeg er næsten religiøs, når det kommer til notifikationer. Mine indstillinger er meget specifikke: kun SMS'er har adgang til at forstyrre mig, enkelte apps bliver leveret diskret, de fleste slet ikke og absolut ingen små røde tal ud for hver app. Afbrydelser tager i gennemsnit ca. 15 minutter at komme sig over, så jeg gør en stor indsats for at undgå dem og dermed få lavet de ting, jeg skal. Hvis jeg kommer bagud, kan det nemlig lynhurtigt rykke i min balance. Men det hjælper mig også med at koble af og holde fri, når jeg holder fri, så jeg er klar til at give 110% igen dagen efter.
Ugentlig evaluering med mig selv:
Hver uge afsætter jeg en time til at evaluere sidste uge og prioritere for den nye uge. Denne praksis har skabt et rum for mig selv, hvor jeg kan reflektere over, hvad jeg har opnået, hvorfor eller hvorfor ikke jeg har nået mine ting, og vælge, hvad jeg vil prioritere for den kommende uge, både i arbejde men også i mine andre roller. Dette gør det lettere at bevare min balance, selv når der er mange opgaver eller ideer, jeg ønsker at tackle, fordi det giver mig overblik, og jeg vælger, hvad jeg ikke laver.
Floating:
Gennem det sidste års tid har jeg næsten månedligt besøgt Float Studio for at "floate". Dette fungerer som en oase af ro og refleksion, hvor mine tanker kan få frit løb. Floating letter vejen til et dybt meditativt stadie, som normalt ville kræve mange års træning. Den vægtløse tilstand, man opnår, får kroppen til at slappe af på en helt anden måde. Jeg føler mig altid mere fokuseret og mentalt klar til at møde hverdagen, når jeg har givet mig selv den tid og plads til at "floate".