Mød Louise! Hun er 20 år og er Assistant manager i vores bar i Københavns Lufthavn. Hun har lige aftjent sin værnepligt og suget en masse oplevelser til sig. Det har vi spurgt lidt ind til, og her er, hvad hun har at sige:
"Mit navn er Louise, bedre kendt som Lou, og jeg har arbejdet i OLIOLI i 2,5 år både som deltids- og fuldtidsmedarbejder. Jeg har dog haft orlov fra OLIOLI i de seneste 4 måneder, da jeg valgte at aftjene min værnepligt/ret fra d. 1. februar 2023. Det har været en fantastisk oplevelse indtil videre, og jeg er meget taknemmelig for, hvad værnepligten har givet mig, samt de venskaber, jeg har dannet.
Her er lidt om min værnepligt i hæren:
Periode: 1. februar - 31. maj 2023
Navn/rang: Menig Vesterbro
Deling: 1. deling og 1. gruppe
Kaserne: Livkompagniet Gardehusarregimentet ved Slagelse Kaserne
Jeg meldte mig til værnepligten primært for at udfordre mig selv både fysisk og især mentalt. Jeg vidste allerede inden starten, at det ville være en unik oplevelse i mit liv, langt fra den normale hverdag. Jeg tænkte også på, hvornår jeg nogensinde igen ville opleve noget så anderledes og dannende. Det var virkelig en anden verden, hvor man hele tiden var beskæftiget fra kl. 5 om morgenen til sent på eftermiddagen/aftenen, og man måtte ikke have telefonen med under tjenesten.
Jeg har nu nogle vilde historier med mig, og det er sjove minder at se tilbage på. Hvornår vil jeg nogensinde igen stå vagt i et skyttehul midt om natten og sigte efter en fjende i minusgrader?
Det hårdeste ved værnepligten var 100% det mentale man blev udsat for. Inden jeg søgte ind, havde jeg mest forestillet mig at den var fysiske del som ville udfordre mig mest, men tværtimod blev psyke helt klart sat på prøve. Jeg har lidt lyst til at sige, at man bliver hjernevasket, og det må ikke misforstås. Men det var en kæmpe omvæltning i starten, med stueeftersyn og selve tonen og hvordan man blev snakket til. Jeg kan selv huske den første weekend hjemme fra kasernen gik jeg automatisk og øvede eksercits og hvordan jeg skulle gå i ret og rør. Samt øvede jeg hvordan jeg skulle sige javel til mine sergenter og hvordan man skulle anmode om tilladelse til alt hvad man ville foretage sig.
Det vildeste som jeg har oplevet i løbet af værnepligten var tyrens røvhul en fredag eftermiddag samt vores rex tur. Jeg har to historier derfra som skinner igennem hos mig, og som jeg altid vil huske, da jeg virkelig var presset men alligevel lykkes jeg til sidst og overvandt min frygt.
De to historier hænger på en måde sammen, men lad mig starte med den første historie.
(Historie 1, tyrens røvhul fredag eftermiddag)
Jeg husker tydeligt, det var en fredag eftermiddag, klokken var omkring 14. Vi havde haft førstehjælp hele dagen med rigtig mange tømmermænd (fun fact: vi tog næsten altid ud i byen hver torsdag). Delingen havde nok håbet på tidligt fri, men næ nej, vores førere havde andre planer for os.
De sagde til os, at vi skulle ud på "en lille løbetur", og allerede der var folk pressede. Vi kommer så ud på denne løbetur, hvor vi skal igennem kæmpe vandpytter, og jeg har det allerede ret presset. Vi kommer ned til en å, hvor de beder os om at stille op på en række, og dernæst bliver "tyrens røvhul" præsenteret for os. Vi blev anvist, hvordan vi skulle kravle igennem et 50 meter langt og mørkt rør, hvor vandet gik helt op til skuldrene. Så blev det min tur, og det skal lige siges, at jeg hverken har klaustrofobi eller vandskræk, men da jeg kravler ned på alle fire, og vandet går helt op til mine skuldre, kan jeg bare mærke, at jeg får det virkelig dårligt.
Jeg prøver at bevæge mig ind i røret, men så snart det sker, begynder jeg at få en opkastfornemmelse og hyperventilere så meget, at jeg begynder at græde og bliver nødt til at trække mig ud. Det ærgrede mig så meget, fordi jeg bare gerne ville gennemføre det, men jeg kunne simpelthen ikke få min krop til det, lige meget hvor mange gange jeg satte mig ned og prøvede. Som om "tyrens røvhul" ikke var nok, fortsatte vi løbeturen, hvor man var helt våd og tung efter det vand, vi havde været i. Jeg hyperventilerede stadigvæk, så det blev bare en endnu hårdere tur, hvor jeg prøvede at finde min vejrtrækning.
Vi stoppede løbeturen og jeg var helt færdig, men vi skulle lige igennem det sidste som var frit udspring fra en container. Igen jeg har ingen højdestræk eller noget, men jeg pga. alt det vi lige var blevet presset igennem, var der intet der skulle til før, at jeg knækkede eller syntes noget var grænseoverskridende. Men kom igennem det, udover tyrens røvhul men jeg sad tilbage med en virkelig skuffende følelse.
(Historie 2, rex-tur)
Vi skulle som noget af det sidste under værnepligten på vores rex-tur. Rex-turen er kendetegnet ved at være det hårdeste, man bliver udsat for i værnepligten, og man bliver presset til det yderste samt testet i det, man har lært de seneste 4 måneder. Vores rex-tur varede 5 dage, hvor vi blev særligt pressede på mad og søvn. Jeg tror, jeg kan skrive under på, at jeg maksimalt fik 6 timers søvn på de 5 dage. Mad var der heller ikke meget af.
Normalt når vi er på feltture, får vi udleveret 1 feltration pr. dag (3 hovedmåltider samt snacks), men på rex-turen fik vi kun 1 feltration til hele ugen. Vi nåede frem til torsdag i ugen, hvor det hele gik løs.
Vi blev kørt ca. 20 km syd for Slagelse i en bus. Omkring midnat ankom vi til destinationen, og mange af os fik en meget tiltrængt lur på turen. Vi blev vækket af, at vores delingsfører rejste sig op i bussen og råbte: "Så 1. deling, nu går det løs." Det var en surrealistisk følelse at sidde med, for man vidste ikke, hvad der skulle ske i de næste 24 timer. Det første, vi blev udsat for, var en vandpassage, som vi skulle gennemføre i mørke.
Vandpassagen gik ud på, at vi skulle skifte fra uniform til regntøj, og det fungerede bedst, hvis man var helt nøgen indenunder regntøjet, da vi skulle ned i en sø og blive våde. Vi bar samtidig meget oppakning, såsom vores rygsæk og basisbælte. Det skulle også med os over søen, så vi skulle lave noget, der blev kaldt "en karamel", hvor vi lagde vores teltflage på jorden og skulle bygge denne karamel. Derefter lagde vi rygsækken, basisbæltet og støvlerne og skulle lukke til med teltflagen.
Så skulle man ned i vandet og svømme med sin karamel hen på den anden side af søen, hvor man hverken kunne bunde, plus det var latterligt koldt, og man kunne heller ikke rigtig se noget, da det var helt mørkt. Da vi så kom over på den anden side, skulle vi hurtigt skifte fra regntøj til uniform, da vi nu skulle videre ud på en 30 km indmarch til vores skydebane ved vores kaserne.
Vi gik i et raskt tempo, da vi skulle nå at være tilbage på skydebanen inden for et bestemt tidsrum. Vi var alle mega pressede, ingen mad eller søvn gjorde turen ikke nemmere. Vores fødder gjorde så latterligt ondt. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så meget smerte, som man bare skulle bide i sig i de her 8 timer, vi gik. Jeg følte alligevel, at jeg havde ekstra overskud til at hjælpe folk, så jeg endte med at bære på folks geværer og basisbælte.
En sætning, som jeg hele tiden havde i baghovedet, som vores sergenter tit nævnte for os, var, at "når man ligger og har ondt af sig selv, skal man tænke på, at alle andre går præcis det samme igennem, og der er altid nogle, som har det værre end dig selv". Det hjalp så meget at tænke på, og jeg fik så meget blod på tanden, at jeg bare blev ved med at kæmpe og stadig var i stand til at hjælpe andre.
Til sidst, fordi vi var bagud med tiden, endte vi med at løbe i 30 sekunder og gå i 30 sekunder, og det gjorde så ondt i fødderne, særligt med de ekstra kilo, jeg bar på, men vi nåede frem til skydebanen i tide.
Dernæst skulle vi i gang med den sidste del af rex-turen, som var selve indpassagen til målstregen, hvor vi så ville være færdige med rex-turen og kalde os selv for husarer. Indpassagen blev også gennemført i grupper, hvor vi skulle løbe rundt til forskellige poser, reagere på, hvad der skete, og gennemføre en forhindring. Vi startede med at angribe og skyde fjender, som vi havde lært i løbet af de 4 måneder. Jeg vidste med sikkerhed, at tyrens røvhul ville være en del af indpassagen.
Det var det eneste, jeg koncentrerede mig om på den tur, for jeg ville så gerne gennemføre det og overvinde min frygt. Vi kom så ned til en å, og så vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Jeg var en af de sidste, der skulle igennem. Jeg kravlede ned i vandet og fortsatte ind i tyrens røvhul.
Det er først, når det bliver så mørkt, og jeg ikke kan se noget, at jeg får det ubehageligt, men jeg beslutter mig for at sige en masse ting højt, så jeg kan distrahere mig selv, og det virkede. Jeg kom ud på den anden side og gennemførte tyrens røvhul, og jeg var helt høj, tilfreds og stolt af min præstation på hele rex-turen, men mest af alt stolt af mig selv.
Jeg havde så meget adrenalin i kroppen, for det var hverken søvn eller mad, jeg kørte på. Efter tyrens røvhul skulle vi tværs over en sø og som det sidste bære en person på en bårer den sidste kilometer frem til målstregen. Det var så surrealistisk at være færdig og komme i mål med rex-turen og lowkey hele værnepligten.
Værnepligten er 100% noget, jeg vil anbefale enhver, om du er dreng eller pige. Det er en kæmpe oplevelse for livet, og man får virkelig knyttet venskaber på en helt anden måde. Man ser hinanden fra ens værste sider, og i pressede situationer skal man kunne hjælpe hinanden og lære at samarbejde.
Et citat, som vores sergenter nævnte for os gentagende gange, var: ”Der er ikke nogen, som er stærkere end det svageste led.” Det tager jeg med mig videre her i livet, fordi det var nok selve kernen i værnepligten, at man kunne finde ud af at hjælpe hinanden i pressede situationer. Det var fuldkommen ligegyldigt at ”være den bedste eller første”, hvis man ikke fik alle igennem, da man er en enhed, og alle skal igennem det samme og sammen.
Man står tilbage med en altoverskyggende fællesskabsfølelse, og det er derfor, at de bånd, man får i værnepligten, er så stærke, fordi man har hinandens ryg på et helt andet niveau. Når alt kommer til alt, og så bizart som det lyder, handler det om liv eller død, og vi bliver uddannet til at være soldater, hvor man skal kæmpe og kunne forsvare ens kolleger/familie/bedste venner.
Man udvikler sig sindssygt meget personligt og rykker sig mere, end hvad man lige aner. Mine grænser for, hvad jeg troede, jeg kunne, er blevet rykket, fordi du lærer, at man aldrig skal give op. Selvom du tror, du ikke kan mere, kan du altid fortsætte.
Nu er de 4 måneder af min værnepligt slut, men min tid i forsvaret er på ingen måde slut endnu. Jeg har elsket at være derinde, og selve jargonen er lige mig. Der, hvor forsvaret tiltaler mig allermest, er det med at være en del af noget større, som er værd at kæmpe for. Fordi det er et sindssygt meningsfuldt og bekræftende arbejde, det kan jeg skrive under på som "bare" værnepligtig.
Jeg vil med tiden søge ind igen i forsvaret, muligvis som officer. Jeg synes nemlig, at selve ledelsesdelen i forsvaret er sindssygt spændende og noget, jeg godt kunne se mig selv i på længere sigt."